Hypofyseinsufficiens

Hypofyseinsufficiens vs. depression

Spørgsmål

Jeg har netop fået at vide, at min hypofyse ikke sørger for tilstrækkelig produktion af Testosteron og væksthormon. De seneste 5 år har jeg været forsøgt behandlet for depression med et hav af forskellige lægemidler, uden held. Min psykiater har netop stillet mig spørgsmålet: "Hvad nu hvis du ikke har en reel depression, men depressionslignende symptomer, som udelukkende skyldes din hypofysesygdom". Kan dette mon være tilfældet? Hvilke symptomer vil man typisk få, hvis man gennem en årrække ikke har tilstrækkelig med Testosteron og væksthormon?
Med venlig hilsen Henrik Andersen

Svar

Kære Henrik Andersen.
Såvel væksthormon som testosteron påvirker den psykiske og fysiske energi. Det er dog sjældent, i den kliniske hverdag, at patienter med mangel på disse hormoner har en depression. Mange patienter får det bedre psykisk og fysisk når væksthormon og testosteron bliver erstattet. Desværre kan jeg ikke se, hvad du fejler i hypofysen, heller ikke hvordan diagnosen hypofyseinsufficiens er blevet stillet. Det er vigtigt at tage hensyn til kropsbygningen, når diagnosen stilles. De fysiske symptomer på mangel af de to hormoner kan blandt andet være nedsat muskelmængde og -styrke og øget fedtmængde. Testosteronmangel alene kan give nedsat skægvækst, øget brystvæv og nedsat libido.
Mht testosteron er vi igang med at undersøge 1400 mænd. Vi har undersøgt 800 mænd (20-30 årige) og er nu igang med at undersøge 600 mænd, der er ældre. Vi vil blandt andet undersøge, hvorledes testosteron hænger sammen med fysik og psyke og desuden ændringen i testosteron med alderen, om faldet i testosteron kan forklares ud fra en øget fedtmængde. Vi får således nye data i løbet af et til to år.
Venlig hilsen
Marianne Andersen