Jule- og nytårshilsen fra formanden
AF JOHN VANGSGAARD, FORMAND
Kære alle medlemmer af vores fantastiske netværk.
Så er endnu et år ved at gå på hæld. Et år med et par store oplevelser i bagagen for mig. Jeg blev i august pap-morfar til barnebarn nr. 2. Den sødeste lille Ida-pige. Og så havde jeg i oktober fornøjelsen i at deltage i min første WAPO-konference. En stor oplevelse og kæmpe inspiration til at fortsætte med at gøre vores netværk endnu mere kendt. Også et år med endnu et fantastisk landsmøde. Vi er allerede rigtig langt med at planlægge vores landsmøde i 2026.
December er altid en lidt svær måned for mig at komme igennem. Det er ligesom om, at savnet vokser, jo tættere man kommer på julen. Men så husker jeg på det gode råd ,vi fik af vores præst: ”Husk, livet går videre, og de levende skal leve”. Og det kan altid fjerne selv de mørkeste skyer. Og julen er jo en dejlig tid. Stressende for nogle, men også en tid, hvor vi samles til hygge, varme og samvær med vores nærmeste.
Jeg vil gerne takke den øvrige bestyrelse for et godt samarbejde i 2025. Jeg ser frem til at vi i 2026 kan fortsætte i samme gode retning.
Jeg vil slutte med dette citat fra Rasmus Seebachs sang ”Lille store verden”:
Det er det, der er med december
Der får mig til at tro på
Der kan være håb selv for mennesker
Når vi gør alt for dem, vi elsker.
Rigtig glædelig jul samt et godt og lykkebringende nytår.
Kærlig hilsen fra Formanden



